Et bud på en opdatering af ”Spørge-Jørgen”. Kan også ses som et portræt af en person, som føler sig lidt hævet over livets trivielle besværligheder, og tror at han er noget særligt, bare fordi han kan spille lidt guitar.
Hvad gør en cykeltyv, når cyklen er flad
Og han møder en mistænksom betjent?
Hvad gør en murer, der har brug for et bad
Når hans balje er fyldt op med cement?
Hvad gør en spillemand? – synger en sang!
Hvad gør en landmand, når hans karl har sagt op
Må han ud og malke køerne selv?
Hvad gør en sejler med sin hungrende krop
Når hans kær’ste li’ har sagt ham farvel?
Hvad gør en spillemand? – synger en sang!
Hvad gør en stakkels afrikansk elefant
Med en snabel fuld af snue og snot?
Hvem si’r en zebrahest er uelegant
Når nu striber faktisk klæ’r den så godt
Hvad gør en spillemand? – synger en sang!
Hvad gør en købmand, når hans fryser er tom
Og hans slagter nægter mere kredit
Hvad gør en dranker når han tænker sig om
Samler flasker for at undgå fallit
Hvad gør en spillemand? – synger en sang!
Hvad gør en digter med sin trang til lyrik
Når han hverken ejer pen eller blæk?
Hvad gør en præst, som med en krads retorik
Har skræmt det meste af sin menighed væk?
Hvad gør en spillemand? – synger en sang!
