Tilbagevendende barndomserindring om at have oceaner af tid, som man selv skulle finde på noget at putte i. Om at benytte lejligheden til at forsvinde ud af rækkevidde til et sted med høje træer – et regnfuldt og melankolsk billede
Langs et mørkt og støvet hegn
Som ingen vegne går
Der gik du hen, når dit trætte sind
Sku’ finde fred – dit gemmested
Og du kom der særlig tit
Når det skyed’ til
Mens regnen faldt, ku’ du være ét med alt
Og glemme din tvivl om, hvad vej du vil
Mon du søger stadigvæk
Mod de mørke træ’r
Under de sorte vingers ro
Lader du håbet og drømmene bo
Der kan de hvile i fred
Dit gemmested
Dit gemmested